Naturfotografering Tips

Tag bedre billeder af naturen

Noget af verdens bedste naturfotografi

Se glimt af fremragende naturfotografi og naturfotografer fra hele verden i forbindelse med en naturfotokonkurrence – naturfotografer er ofte meget store naturelskere og naturligvis friluftsmennesker:
Nature Photography – Nature’s Best Photography

Du er velkommen til at give dine kommentarer.

oktober 27, 2008 Posted by | Fotokonkurrencer | , , , | Skriv en kommentar

Om glæden ved at være i naturen og tage billeder

Følg denne amerikaner, mens han glædes over naturen i sit lokalmiljø, mens han tager billeder af naturen, han støder på. Han har ikke mindst øje for fuglene i parken og de fotomuligheder de giver ham til at komme tæt på fuglene.

Mere om fuglefotografering her (åbner i nyt vindue).

Giv gerne dine egne kommentarer eller kom med spørgsmål, som jeg skal prøve at besvare bedst muligt.

oktober 26, 2008 Posted by | Fuglefotografering | , , , | Skriv en kommentar

Billeder af løvfald – Indfang skoven om efteråret med dit digitale kamera – Artikel

Skoven om efteråret er den mest farverige tid i dansk natur. Inden løvfaldet skifter træernes blade fra mørkegrøn til gul eller rød og alle farvenuancer derimellem. Et motiv, der kan gøre enhver med et kamera til fotograf, hvis man ved, hvordan man bedst tager billeder af skoven i efterårets strålende farver.

Efterårsbilleder kan blive grå og triste eller farverige og strålende. Det afhænger ikke så meget af motivet, som det afhænger af lyset. At fotografere betyder jo ’at skrive med lys’, og det er lige netop det, man skal huske, når man gerne vil tage strålende efterårsbilleder.

Her er nogle fototips til at gøre din fotografering af efterårsfarver mere vellykket:

1. Solskin hjælper meget.
Strålende sol gør, at farverne i naturen om efteråret står mere klart og flot. Men stærk sol giver også hårde skygger, som på digitalbilledet ofte bliver til helt sorte partier på billedet. Det menneskelige øje spænder over større kontraster, end hvad et kamera normalt kan klare. Det nemmeste er derfor at undgå større partier med dyb skygge.

2. Gå tæt på efterårsmotivet.

At gå tæt på kan være at gå tæt på nogle enkelte blade, en rød snegl på et gult blad, osv. Det gode fotoråd er at isolere motivet, så distraherende motivelementer holdes ude, eller i hvert fald holdes ude af fokus.

3. Brug modlys til løvet.
Det allervigtigste råd til fotografering om efteråret er, at man skal bruge modlys som en vigtig effekt i billedet. Modlys får det oplyste motiv til at lyse op, hvis det er gennemskinneligt, og det er blade jo. Et gult blad med sol på, kan være fint, men det samme blad i modlys bliver strålende flot.
Husk modlysblænde, hvis dit kamera har det, eller skyg frontlinsen med en hånd, så du undgår sol direkte ind i linsen.

4. Brug den blå himmel bevidst i fotografiet.
Den blå efterårshimmel er ikke blot en blå kulisse øverst i billedet. Brug den med omtanke og effekt. En blå himmel er en meget vigtig effektfarve til efterårets billeder. Når himlen bruges som himmel, er en ensartet blå himmel ikke nær så spændende som en blå himmel med drivende hvide skyer. Også skyformationerne kan man få nogle ekstra spændende billeder ud af om efteråret.

5. Sæt efterårsfarverne sammen i dine billeder.
Du behøver ikke at skulle have alle efterårets farver med på samme billede. Prøv i stedet at kombinere blot to farver: Gule blade sammen med den blå himmel, røde blade sammen med den blå himmel, et gult felt i et ellers grønt blad, osv.

6. Lav enkle efterårsbilleder.

Vi er tilbøjelige til, at vi gerne vil have det hele med på billedet. Et billede, der koncentrerer sig om et enkelt efterårsmotiv, bliver tit bedre. Er det et billede af et skovbryn, så kik efter, hvordan det virker i sig selv uden alle detaljerne. Har det et spændende overordnet mønster, eller hvordan ser det ud i forhold til landskabet? Giver det dynamik i billedet, eller virker det kedeligt og statisk?

7. En uskarp baggrund fremmer hovedmotivet.
En uskarp baggrund får hovedmotivet i fokus til at fremstå endnu mere skarpt. Man får en uskarp baggrund ved at bruge televirkningen i zoomobjektivet, og ved at tage på en hurtig lukkertid, hvorved der normalt lukkes mest muligt op for blænden.

8. Husk at bruge hele zoomomfanget på dit digitalkamera.
Selv mange små digitalkameraer har en indbygget zoom, måske blot 3 ganges zoom. Men den giver med sine forskellige billedvinkler stor forskel på optagelserne. Det er klogt at tage billeder med både vidvinkel og tele-virkning. Man bruger yderpunkterne af zoomobjektivet og justerer så, når der er behov for det motivmæssigt.

9. Eksperimentér med billederne.
Med et digitalkamera er hvert billede gratis. Du kan altså let tage hundrede billeder og slette de 98, så du bare ender med at have 2 super gode billeder tilbage. Alligevel skal du ikke bare tage til højre og venstre uden at have øje for motivet.

Hvert billede skal du tænke lidt over, men det fine med det digitale kamera er, at hver gang du er i tvivl, om du får det bedste efterårsbillede på den ene eller på den anden måde, så kan du prøve begge måder, og se, hvad der virkede bedst. Dette gælder ikke mindst belysningen, som kan være vanskelig at bedømme, f.eks. ved modlysbilleder.

Det gode ved årstiderne er, at de kommer igen. Får du ikke taget dine drømmebilleder af løvfald med efterårets dejlige farver i år, så kan du nå det næste år. Der er også forskel på, hvor flotte efterårsfarver, der kommer frem det enkelte år.

Ligeledes kan der være forskel fra egn til egn. Du kan sagtens have glæde af at gå på jagt efter efterårsbilleder i forskellige dele af Danmark. Og sæsonen for at tage efterårsbilleder strækker sig lige fra september til ind i november. Der er altså gode muligheder for efterårsbilleder.

Rejser du i Sverige eller andre lande, giver det dig yderligere muligheder for at tage gode efterårsbilleder. I bjergegne starter løvfaldet tidligere, så det udvider sæsonen.

I USA og Canada er løvfald i visse egne en af de helt store begivenheder på grund af de fantastiske efterårsfarver, der udvikler sig i de østlige skove. Så husk også kameraet og efterårsfarverne, hvis du får mulighed for rejser i udlandet om efteråret.

Forfatter resurse box: Søren Breiting har dyrket naturfotografering i mange lande. Hans billeder er brugt over det meste af verden. Eksempler på resultatet af Sørens fotografering kan ses på A-Z Fotos internationale fotohjemmeside http://www.azFOTOS.com og hos Biofoto http://www.biofoto.dk .

Artiklen er fra Gratis Artikler

oktober 25, 2008 Posted by | Artikler, Efterår, Løvfald | , , , | Skriv en kommentar

Naturfotografering, en udfordrende hobby i naturen året rundt – Artikel

Beundrer du også de fremragende naturbilleder, vi ser i tidsskrifter og på TV?

De kræver tålmodighed i naturen og det rette fotoudstyr, men de er ikke uopnåelige. Moderne digitale kameraer har mange fordele for netop naturfotografen. Her får du en hurtig indføring i naturfotografering, en fantastisk spændende hobby i naturen og udendørs året rundt.

Normalt regnes naturfotografering for en af de mest udstyrskrævende former for fotografering. Naturfotografering krævede tidligere især meget fotoudstyr, hvis du ville spænde vidt, fra makrofotografering af insekter og andre smådyr til fuglefotografering og action fotografering af dyr i bevægelse dag og nat.

Men sådan er det ikke mere. Det er i dag muligt at lave nærmest professionelle naturbilleder med langt simplere og billigere udstyr. Ja, det moderne digitale fotoudstyr er også meget lettere at slæbe rundt på; en stor fordel, når fotograferingen skal foregå i naturen og måske under lange vandreture.

Før i tiden var et én-øjet spejlreflekskamera med udskiftelige objektiver og alskens ekstra udstyr et must for naturfotografen. Den slags halvprofessionelt eller helprofessionelt fotoudstyr er stadigt sagen for professionelle naturfotografer, men det er ikke længere nødvendigt for at tage rigtigt mange typer fremragende naturfotos i nærmest professionel kvalitet.

Du finder verdens mest værdsatte anmeldelser af kameraer til digital fotografering her: http://www.dpreview.com/ (et engelsk website, åbner i nyt vindue) .

Hvilket fotoudstyr har man brug for til digital naturfotografering?

Lad os tage udgangspunkt i, at du har fået blod på tanden til at fotografere det meste af det, du møder i naturen. Du vil gerne kunne tage billeder af skovsneglen i skovbunden, af blomsterfloret i det tidlige forår med anemoner osv., af de lysegrønne bøgeblade, af skoven i efterårsfarver, af solsorten, der kommer til dit foderbræt, af ræven, du pludselig ser på en skovsti, eller af mågerne, der hænger over dig langs kysten.

Du vil til den slags naturfotografering komme rigtigt langt med et digitalkamera, der har en rigtig lang zoom linse med billedstabilisator (stort zoom omfang) og en god nærgrænse. Desuden bør kameraet være relativt hurtigt, så der ikke går ret lang tid, fra du trykker på knappen, til billedet tages – ellers er fuglen fløjet.

Jeg bruger, når dette skrives, et Panasonic Lumix DMC-FZ50, som har 35 mm – 420 mm (12x) zoom lense. Antallet af pixels er ikke så afgørende, hvis ellers sensoren er god. Der kommer hele tiden nye kameramodeller til, så du må se, hvad du får mest for pengene på ovenstående engelske websted.

Forudsætningen for at tage naturbilleder er naturligt, at du kommer i naturen, og at du altid husker dit kamera. Bring også rigeligt med hukommelseskort og husk 1-2 ekstra batterier. En modlysblænde, synes jeg, er en nødvendighed. Den gør, at du kan fotografere skråt mod solen, og den beskytter frontlinsen for skidt og regndråber.

Når du går i naturen, så hører kameraet ikke hjemme i tasken, men det skal være skudklart hængende om halsen. Du kan f.eks. have det stående tændt på programvælgeren P, så kan det ikke gå helt galt.

Nogle digitale kameraer laver fine billeder med en relativt høj lysfølsomhed, f.eks. sat til 400 ASA, men ovenstående kamera har jeg stående som standard på 100 ASA for ikke at få for meget digitalt støv på billederne.

Den indbyggede billedstabilisator hjælper i øvrigt meget med at få ikke-rystede billeder. Du kan med billedstabilisatoren tage billeder på 2-3 længere lukkertid, end uden stabilisator. Det får du naturligvis kun glæde af ved motiver, der ikke bevæger sig for meget.

Det fine ved digital fotografering er, at hvert billede ikke koster dig en øre. Du kan bare fyre løs, og så smide alle de dårligste skud ud bagefter. Alligevel anbefaler jeg dog, at du koncentrere dig om ved hvert skud at gøre det bedst muligt.

Her er nogle gode råd til bedre naturfotografering

– Gå tæt på naturmotivet.

– Isolér motivet.

– Tag billeder mod lyset. Meget vigtig ved blomster med lyse farver, samt dyr med pels.

– Tænk på kompositionen – enkelthed giver spændende billeder.

– Tag billeder af dyr i øjenhøjde med dem, undgå fra oven og ned skud. Om muligt tag billedet fra under dyrets øjenhøjde.

– Forsøg at få en ensartet rolig baggrund. Baggrunden for et godt fuglebillede er næsten lige så vigtig som forgrunden. Hvis baggrunden er ensartet uskap, fremstår fugle i forgrunden ekstra skarp.

– Lav noter om dine billeder, og gå tilbage, når du kender resultatet, så du lærer af processen.

– Du kan fotografere i al slags vejr, men en grå himmel, der fylder det meste af billedfladen, ser sjældent spændende ud.

– Udnyt muligheder for at støtte kameraet. Ligger du ned, så brug albuerne optimalt.

– Smid hurtigst muligt dine mange dårlige billeder ud. Gem kun de allerbedste skud, og vis aldrig – ALDRIG – billeder til andre, du ikke selv er helt tilfreds med.

Følger du disse råd, og kommer du ofte i naturen året rundt, så vil du i løbet af kort tid se dig selv udvikle dig som en stadigt bedre naturfotograf. Og du vil samtidig have fået en hobby, du kan anvende året rundt og jorden rundt og lige så længe, du lever.

Forfatter resurse box: Søren Breiting er en af stifterne af billedbureauet Biofoto. Søren har fotograferet naturbilleder i de fleste verdensdele. Han har fået publiceret billeder over en stor del af verden. Du kan nyde professionelle billeder fra næsten 100 naturfotografer i http://www.Biofoto.dk

Søren er redaktør af nyhedsbrevet Stock Photo News, som du kan tilmelde dig gratis på http://www.stockphotonews.com/subscribespn.htm (åbner i nyt vindue).

oktober 24, 2008 Posted by | Artikler | , | Skriv en kommentar

Naturfotografering: Tips og hjælp til at fotografere naturen

Efter at have været engageret i at fotografere naturen gennem ca. 50 år forsøger jeg med denne fotoblog at være en katalysator for at også mange andre kan få tilsvarende glæde af naturfotografering.

Naturen har til alle tider være måske den væsentligste kilde til inspiration for kunst og kultur, og vi har dagligt omgang med elementer af natur uanset, hvor vi befinder os.

Der er således nok at tage af, så naturfotografering er ikke kun et emne for søndagsturen. Du kan vænne dig til at se potentialet i naturbilleder i din hverdag, og det, håber jeg, kan være med til at berige din tilværelse og hverdag.

Man behøver ikke at være naturflipper for at kunne glæde sig over naturen og for at kunne udvikle sit engagement i naturfotografering.

Selv om mit erfaringsområde er inden for still billeder / faste billeder, altså det at tage billeder af naturen, så vil der forhåbentligt også være inspiration at hente for de, der er mere optaget af at lave videooptagelser af naturen.

Som fototeknikken udvikler sig lige nu, synes der at ske en sammensmeltning mellem kameraudstyr til digitale billeder og apparater til digital video. Det bliver spændende at kunne være med i denne udvikling.

Samtidig bliver alt udstyr til naturfotografering bedre og billigere og mere handy for hvert halvår, der går. Ja, det er en spændende tid, vi lever i for naturfotografering.

Søren Breiting

Kommentarer er mere end velkomne.

marts 9, 2008 Posted by | Naturfotografering generelt | , , , | Skriv en kommentar