Naturfotografering Tips

Tag bedre billeder af naturen

Billeder af løvfald – Indfang skoven om efteråret med dit digitale kamera – Artikel

Skoven om efteråret er den mest farverige tid i dansk natur. Inden løvfaldet skifter træernes blade fra mørkegrøn til gul eller rød og alle farvenuancer derimellem. Et motiv, der kan gøre enhver med et kamera til fotograf, hvis man ved, hvordan man bedst tager billeder af skoven i efterårets strålende farver.

Efterårsbilleder kan blive grå og triste eller farverige og strålende. Det afhænger ikke så meget af motivet, som det afhænger af lyset. At fotografere betyder jo ’at skrive med lys’, og det er lige netop det, man skal huske, når man gerne vil tage strålende efterårsbilleder.

Her er nogle fototips til at gøre din fotografering af efterårsfarver mere vellykket:

1. Solskin hjælper meget.
Strålende sol gør, at farverne i naturen om efteråret står mere klart og flot. Men stærk sol giver også hårde skygger, som på digitalbilledet ofte bliver til helt sorte partier på billedet. Det menneskelige øje spænder over større kontraster, end hvad et kamera normalt kan klare. Det nemmeste er derfor at undgå større partier med dyb skygge.

2. Gå tæt på efterårsmotivet.

At gå tæt på kan være at gå tæt på nogle enkelte blade, en rød snegl på et gult blad, osv. Det gode fotoråd er at isolere motivet, så distraherende motivelementer holdes ude, eller i hvert fald holdes ude af fokus.

3. Brug modlys til løvet.
Det allervigtigste råd til fotografering om efteråret er, at man skal bruge modlys som en vigtig effekt i billedet. Modlys får det oplyste motiv til at lyse op, hvis det er gennemskinneligt, og det er blade jo. Et gult blad med sol på, kan være fint, men det samme blad i modlys bliver strålende flot.
Husk modlysblænde, hvis dit kamera har det, eller skyg frontlinsen med en hånd, så du undgår sol direkte ind i linsen.

4. Brug den blå himmel bevidst i fotografiet.
Den blå efterårshimmel er ikke blot en blå kulisse øverst i billedet. Brug den med omtanke og effekt. En blå himmel er en meget vigtig effektfarve til efterårets billeder. Når himlen bruges som himmel, er en ensartet blå himmel ikke nær så spændende som en blå himmel med drivende hvide skyer. Også skyformationerne kan man få nogle ekstra spændende billeder ud af om efteråret.

5. Sæt efterårsfarverne sammen i dine billeder.
Du behøver ikke at skulle have alle efterårets farver med på samme billede. Prøv i stedet at kombinere blot to farver: Gule blade sammen med den blå himmel, røde blade sammen med den blå himmel, et gult felt i et ellers grønt blad, osv.

6. Lav enkle efterårsbilleder.

Vi er tilbøjelige til, at vi gerne vil have det hele med på billedet. Et billede, der koncentrerer sig om et enkelt efterårsmotiv, bliver tit bedre. Er det et billede af et skovbryn, så kik efter, hvordan det virker i sig selv uden alle detaljerne. Har det et spændende overordnet mønster, eller hvordan ser det ud i forhold til landskabet? Giver det dynamik i billedet, eller virker det kedeligt og statisk?

7. En uskarp baggrund fremmer hovedmotivet.
En uskarp baggrund får hovedmotivet i fokus til at fremstå endnu mere skarpt. Man får en uskarp baggrund ved at bruge televirkningen i zoomobjektivet, og ved at tage på en hurtig lukkertid, hvorved der normalt lukkes mest muligt op for blænden.

8. Husk at bruge hele zoomomfanget på dit digitalkamera.
Selv mange små digitalkameraer har en indbygget zoom, måske blot 3 ganges zoom. Men den giver med sine forskellige billedvinkler stor forskel på optagelserne. Det er klogt at tage billeder med både vidvinkel og tele-virkning. Man bruger yderpunkterne af zoomobjektivet og justerer så, når der er behov for det motivmæssigt.

9. Eksperimentér med billederne.
Med et digitalkamera er hvert billede gratis. Du kan altså let tage hundrede billeder og slette de 98, så du bare ender med at have 2 super gode billeder tilbage. Alligevel skal du ikke bare tage til højre og venstre uden at have øje for motivet.

Hvert billede skal du tænke lidt over, men det fine med det digitale kamera er, at hver gang du er i tvivl, om du får det bedste efterårsbillede på den ene eller på den anden måde, så kan du prøve begge måder, og se, hvad der virkede bedst. Dette gælder ikke mindst belysningen, som kan være vanskelig at bedømme, f.eks. ved modlysbilleder.

Det gode ved årstiderne er, at de kommer igen. Får du ikke taget dine drømmebilleder af løvfald med efterårets dejlige farver i år, så kan du nå det næste år. Der er også forskel på, hvor flotte efterårsfarver, der kommer frem det enkelte år.

Ligeledes kan der være forskel fra egn til egn. Du kan sagtens have glæde af at gå på jagt efter efterårsbilleder i forskellige dele af Danmark. Og sæsonen for at tage efterårsbilleder strækker sig lige fra september til ind i november. Der er altså gode muligheder for efterårsbilleder.

Rejser du i Sverige eller andre lande, giver det dig yderligere muligheder for at tage gode efterårsbilleder. I bjergegne starter løvfaldet tidligere, så det udvider sæsonen.

I USA og Canada er løvfald i visse egne en af de helt store begivenheder på grund af de fantastiske efterårsfarver, der udvikler sig i de østlige skove. Så husk også kameraet og efterårsfarverne, hvis du får mulighed for rejser i udlandet om efteråret.

Forfatter resurse box: Søren Breiting har dyrket naturfotografering i mange lande. Hans billeder er brugt over det meste af verden. Eksempler på resultatet af Sørens fotografering kan ses på A-Z Fotos internationale fotohjemmeside http://www.azFOTOS.com og hos Biofoto http://www.biofoto.dk .

Artiklen er fra Gratis Artikler

oktober 25, 2008 - Posted by | Artikler, Efterår, Løvfald | , , ,

Endnu ingen kommentarer.

Skriv en kommentar